Formandsberetning for Vingsted Svømmeklub 2020/2021 – Juni 2021
Den nok mest turbulente sæson i nyere tid er nu ved vejs ende. Sæson 2019-2020 blev brat afsluttet lige efter seneste generalforsamling da Covid-19 lukkede alle fritidsaktiviteter ned. Vi håbede at kunne gennemføre forårssæson, men heller ikke her, var svømmehallerne åbne. De åbnede først lige inden sommerferien 2020.
Den usikre tid og de mange restriktioner gjorde at vi først kunne udbyde vintersæson 20/21 langt hen i august. Forinden måtte hele holdprogrammet rokeres om for at skabe mindst muligt pres på omklædningsrummene som kun tillod hhv. 15 og 20 personer ad gangen i hver omklædningsrum. Dette sammen med begrænsning på holdstørrelse gav mange frustrationer og udfordringer for den praktiske afvikling. Det var tydeligt at se på medlemstallet som faldt til 504 personer hvilket var en reduktion på 1/3 fra forrige sæson. Afstandskravene i svømmehallen som kun tillod fysisk kontakt med svømmerne i livstruende situationer, har lagt en stor dæmper på lysten i indeværende sæson. Vi er alle vant til at vi uhindret kan hjælpe svømmerne med deres bælte eller vise dem hvordan foden eller hånden skal arbejde i vandet. Børnene har også haft svært ved at forstå denne nye afstandtagen fra dem.
Det lykkede os at holde hjulene i gang i efteråret, hvor vi på intet tidspunkt er blevet vidende om smittetilfælde iblandt vores svømmere, hvilket er yderst positivt. Midt i december 2020 lukkede alle aktiviteter ned igen og først i april 2021 måtte vi atter træde ind i svømmehallen.
Vi har nu gang i babysvømning og livredningstræning med snarlig prøve af sidstnævnte. Vi har desværre her efter nedlukning oplevet et større frafald af instruktører og er derfor ganske udfordret på at kunne oprette de ønskede hold i den kommende sæson.
På trods af de mange restriktioner og udefrakommende omstændigheder har instruktørerne og hjælpetrænerne opretholdt en imponerende gejst til at stå det her igennem og få det bedste ud af situationen. Det vil jeg gerne takke hver især for, det er bestemt ikke instruktørernes skyld at vi har oplevet medlemsfrafald.
Vaccinationerne af de voksne er godt i gang og vi aner en lysere fremtid efter sommerferie hvor vi inderligt håber at kunne vende tilbage til mere normale undervisningsforhold uden hæmmende restriktioner.
Formand Brian Grøndahl
|